Vexa finansierer FRAMES – nyt kontorbyggeri i Aarhus K

Vexa valgt som finansieringspartner til FRAMES i Aarhus K

Vexa er valgt som finansieringspartner til færdiggørelsen af FRAMES – et nyt markant kontorbyggeri i Aarhus K. Projektet bliver en del af udviklingen omkring de tidligere Godsbanearealer og markerer samtidig Vexas øgede fokus på finansiering af projekt- og erhvervsejendomme.

Vexa valgt som finansieringspartner til FRAMES i Aarhus K

FRAMES opføres ved de tidligere Godsbanearealer og får en central placering ved indgangen til Aarhus K – en kreativ bydel i markant udvikling.

Det nye kontorhus opføres i seks etager med cirka 400 m² pr. etage og får blandt andet en attraktiv tagterrasse med grønne opholdsarealer. Projektet kombinerer en central beliggenhed med moderne kontorfaciliteter og et stærkt fokus på bæredygtighed.

Et naturligt næste skridt for Vexa

Hos Vexa har vi de seneste år oplevet betydelig vækst og har netop passeret 1 mia. kr. i udlån. Hidtil har væksten primært været drevet af finansiering til private, men finansieringen af FRAMES understøtter samtidig ambitionen om at udvide vores aktiviteter inden for projekt- og erhvervsejendomme.

”Vi ser et stort potentiale i at udvide vores portefølje inden for projekt- og erhvervsejendomme. FRAMES passer rigtig godt ind i den strategi. Det er et spændende projekt i en by, vi kender indgående, og samtidig bygger samarbejdet videre på en god relation til bygherre.” 

– Kåre Skorstengaard Nielsen, koncerndirektør, Vexa Group A/S

Fokus på bæredygtighed og cirkulært byggeri

FRAMES udvikles med fokus på bæredygtighed og principperne for cirkulært byggeri. Materialer og bygningsdele tænkes, hvor det er muligt, ind i løsninger, hvor de senere kan adskilles og genanvendes.

Byggeriet forventes desuden certificeret til DGNB Guld, hvilket understøtter projektets ambitioner inden for blandt andet miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.

For bygherre Morten Thye har valget af finansieringspartner ikke alene handlet om selve finansieringen, men også om forståelsen for projektet og relationen mellem parterne.

”FRAMES er et projekt, vi er meget stolte af. Beliggenheden i Aarhus K er unik, blandt andet med Arkitektskolen som nabo. Derfor var det vigtigt at finde en finansieringspartner, der kunne se projektets potentiale, og hvor der samtidig var en stærk gensidig tillid. Det fandt vi hos Vexa, som får vores bedste anbefaling.”

– Morten Thye, repræsentant for bygherre

Klar til indflytning i 2027

Byggeriet udføres af Vognsen & Co og forventes at stå klar til indflytning i løbet af sommeren 2027.

For Vexa er finansieringen af FRAMES endnu et eksempel på, hvordan vi gennem fleksible finansieringsløsninger kan være med til at skabe muligheder for både private, virksomheder og professionelle aktører på ejendomsmarkedet.

FRAMES er samtidig et projekt, der passer godt til Vexas ambition om at være et professionelt alternativ til de traditionelle finansieringsmuligheder – også når det gælder større ejendomsprojekter.

Facebook
Twitter
Email
Print